Stavnsbåndet
Stavnsbånd 1733-1800
Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere og militær.
Det bandt mænd mellem 14 og 36 år til at blive boende på det gods eller herregård, hvor de var født.
Der var dog mulighed for at købe fripas, så stavnsbåndet var i praksis næppe særligt bindende for de bedrestillede, dvs. bønderne og deres sønner.
Hertil kom afvandring af folk fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det
kunne være svært at få befolket fæstegårdene. Endelig skulle militæret bruge folk til landmilitsen. Militærtjenesten påhvilede i praksis "de mindre egnede" i landbruget, fordi det var godsejerens
opgave at udtage mænd til landmilitsen.
Aldersgrænserne blev ændret i tre omgange.
I 1739 til 14-36 år, i 1742 til 9-40 år og i 1764 til 4-40 år.
Stavnsbåndet blev afviklet som led i landboreformerne af 20. juni 1788 med en
overgangsperiode indtil 1800. I første omgang omfattede omlægningen kun dem,
der var under 14 år. Dernæst dem der var over 36 år – og derefter dem, der havde tjent som soldat. Hovedpunktet i denne administrative reform var, at bindingen til godserne blev ændret til en binding
til udskrivningsdistriktet. Enevælden var nu så udbygget, at staten i højere grad
"kunne selv"; der var i mindre grad brug for godsejerne som det lokale administrative led.
Det er en udbredt og almindeligt accepteret historisk myte, at det vigtigste resultat af "Den Store Landbokommissions" arbejde var stavnsbåndets "ophævelse". Men denne myte er ikke korrekt.
Kommissionens arbejde var meget langsomt med gennemførelsen af sine idéer,
da man i nogen grad frygtede, at samfundet skulle gå i opløsning, hvis man på én gang brød
med det gamle system. I det samlede landboreformkompleks er stavnsbåndet i det hele taget en biting,
og det var først med indførelsen af den almindelige værnepligt i 1848, at stavnsbåndet blev
ophævet, da mænd bosiddende på landet derefter havde lov at bosætte sig hvor de ville.
Til et varigt minde om, hvad der er blevet kaldt "Stavnsbåndets ophævelse", rejstes på foranledning
af kredse i København Frihedsstøtten i København som en hyldest til kongemagten.
Det blev begyndelsen til skabelsen af den sejlivede myte om stavnsbåndets ophævelse i 1788.
Stavnsbåndet betød, at de unge mænd på landet ikke uden godsejerens tilladelse kunne forlade
det gods, hvor de var født. Det blev indført med en forordning af 4. februar 1733 som en del af
genindførslen af nationale udskrivninger til militærtjeneste. Stavnsbåndet blev officielt ophævet
i 1788, men var først helt afviklet i 1800.
Baggrunden for indførelsen:
Pligten til at springe soldat hvilede kun på den mandlige del af landbefolkningen.
Det var godsejerens pligt at sørge for, at der fra hvert lægde, som i første omgang var et stykke
land svarende til 20 tønder hartkorn, stillede et soldateremne for sessionen, som foretog den endelige
udskrivning. Godsejeren kunne pålægges en bøde, hvis der ikke stillede en karl fra hvert lægde.
Til gengæld krævede han at få ret til at holde karlene tilbage, da de ellers ville rejse, når de blev
udpeget til session.
Dette var den formelle forklaring på stavnsbåndets indførelse.
En anden måske dybere liggende forklaring er, at stavnsbåndet var en del af den krisepakke, som
regeringen udsendte for at afbøde de værste følger af 1730’ernes landbrugskrise.
Landbruget kunne ikke afsætte sine varer, som derfor faldt i pris med alt, hvad det indebar af følger
for ejerne af landbrugsejendomme. Karlene ønskede under disse vilkår ikke at overtage godsejerens fæstegårde, da det kun ville bringe økonomisk elendighed over dem.
Så hellere søge lykken andre steder. Derfor havde godsejerne brug for et stavnsbånd, der kunne
forhindre karlene i at forlade godset.
Tidligere bånd på landbefolkningen:
På den sjællandske øgruppe havde man siden 1490’erne haft vornedskabet, som også bandt
til stavn – som det tekniske udtryk var. Men det gjaldt i modsætning til stavnsbåndet fra 1733 i den
mandlige landbefolknings hele levetid. Og det var forbundet med en pligt til at overtage den fæstegård,
godsejeren ønskede. Frederik 4 havde ophævet vornedskabet i 1702, men kun på den måde, at det
ikke skulle omfatte de drenge, der blev født efter hans regeringstiltrædelse i 1699.
Det udløb altså først efterhånden. Der var således stadig vornede mænd på Sjælland, da det
nye stavnsbånd blev indført i 1733.
Under det tidligere udskrivningsvæsen 1701-30 havde den karl, der var udtaget til soldat heller ikke
kunnet forlade det gods, hvorfra han var blevet udtaget til soldat.
Men det var blot i de seks år, hvor han var soldat. Det var længe nok, men fik dog ende.
Hvad betød stavnsbåndet?:
Stavnsbåndet fra 1733 indebar at en karl i alderen 14 – 36 år ikke kunne forlade det gods, som han
hørte under ved fødselen. Denne aldersgrænse ændredes op igennem århundredet.
Fra 1742 (forordning af 12. oktober 1742) var det fra 9 til 40 år.
Og fra 1764 (forordning af 13. april 1764) var det allerede fra, den lille dreng var 4 år gammel.
Han kunne altså ikke søge ind på et gods, hvor løn- eller arbejdsforhold var bedre, end hvor han
hørte til. Han kunne heller ikke opnå fæste på et andet gods, med mindre hans egen godsejer billigede det.
Karlen behøvede ikke nødvendigvis at blive udskrevet til soldat i perioden.
Han var alligevel bundet til stavnen. Hvis godsejeren gav sin tilladelse hertil, var det muligt at
opnå et fripas fra godset, som karlen ofte måtte betale dyrt for.
Det var dog aldrig en ret karlene havde, kun en nådesbevisning fra deres godsejer.
Det var kun drengene og karlene, der var bundet. Stavnsbåndet omfattede ikke kvinderne, selvom flere godsejere forsøgte at få det udvidet til dem.
Mange karle tog sagen i egen hånd og stak af – rømmede som det hed. Det var farligt, for de blev
naturligvis efterlyst. Blev de pågrebet, blev de sendt tilbage til godset.
Formentlig har der været meget forskellig tradition fra egn til egn både med hensyn til
fripaskøb og rømning.
Det var lettere at stikke af, hvis man boede i nærheden af en købstad, der lokkede med mange muligheder. Eller hvis man boede i mindre befolkningstætte områder med handelsrelationer til Slesvig-Holsten eller Holland. Så kunne den stavnsbundne karl følge med en studedrift sydpå, for derefter at glemme at komme
tilbage.
I reformperioden fra slutningen af 1700-tallet blev stavnsbåndet opfattet som symbol på de
vanskelige vilkår, bondestanden levede under.
Under indtryk dels af de nye oplysningstanker ude i Europa om lighed og frihed, rejste der
sig mange røster om at ophæve dette stavnsbånd. Nogle af debattørerne i reformdiskussionerne i
slutningen af det 18. århundrede mente, at stavnsbåndets ophævelse var den eneste nødvendige
reform for bønderne. For når karlene frit kunne rejse, ville de søge til godser med gode forhold.
Den godsejer, der ikke kunne få arbejdskraft, måtte nødvendigvis lette arbejds– og levevilkårene for
at kunne tiltrække arbejdskraft. Men andre reformatorer - også med sæde i regeringen - var klar over, at det ikke var nok.
Hvorom alting er, så blev stavnsbåndet ophævet med forordningen af 20. juni 1788.
Det skete atter ved en udskrivningslov som ved indførelsen i 1733. Nu var bondestanden fri, lød det.
Men det skete dog ikke lige på en gang. Den bundne periode for den enkelte person blev i første omgang
ændret til den oprindelige fra 1733: 14 – 36 år. Først ved år 1800 var stavnsbåndet ophævet for alle.
Til minde om stavnsbåndets ophævelse rejstes Frihedsstøtten på Vesterbrogade i København i 1792.
Stavnsbånd, binding af de 14-36-årige mænd af bondestanden til det gods, hvor de var hjemmehørende, indført med forordning af 4.2.1733; bindingen udvidedes i 1742 til at gælde 9-40-årige og i 1764 til 4-40-årige.
Stavnsbåndet begrundedes i hensynet til, at godsejerne, der forestod udskrivningen af de værnepligtige, kunne have tilstrækkeligt mandskab; det var imidlertid utvivlsomt lige så meget dikteret af godsejernes behov for arbejdskraft og unge til at fæste ledige gårde og huse.
Stavnsbåndet indskærpede en udbredt praksis, som var etableret med indførelsen af en landmilits i 1701, hvorefter de værnepligtige unge af bondestanden skulle have godsejerens tilladelse til at flytte.
Stavnsbåndet falder i tråd med periodens almindelige styrkelse af godsejernes personretlige
myndighed over deres fæstere. Ophævelsen af stavnsbåndet, der var undergravet ved udbredelsen af bondeselvejet fra 1760'erne, skete ved forordning 20.6.1788.
Afviklingen skete dog ikke med det samme, og først ved år 1800 var det ophævet for alle.
LYDKLIP:
Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere og militær.
Det bandt mænd mellem 14 og 36 år til at blive boende på det gods eller herregård, hvor de var født.
Der var dog mulighed for at købe fripas, så stavnsbåndet var i praksis næppe særligt bindende for de bedrestillede, dvs. bønderne og deres sønner.
Hertil kom afvandring af folk fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det
kunne være svært at få befolket fæstegårdene. Endelig skulle militæret bruge folk til landmilitsen. Militærtjenesten påhvilede i praksis "de mindre egnede" i landbruget, fordi det var godsejerens
opgave at udtage mænd til landmilitsen.
Aldersgrænserne blev ændret i tre omgange.
I 1739 til 14-36 år, i 1742 til 9-40 år og i 1764 til 4-40 år.
Stavnsbåndet blev afviklet som led i landboreformerne af 20. juni 1788 med en
overgangsperiode indtil 1800. I første omgang omfattede omlægningen kun dem,
der var under 14 år. Dernæst dem der var over 36 år – og derefter dem, der havde tjent som soldat. Hovedpunktet i denne administrative reform var, at bindingen til godserne blev ændret til en binding
til udskrivningsdistriktet. Enevælden var nu så udbygget, at staten i højere grad
"kunne selv"; der var i mindre grad brug for godsejerne som det lokale administrative led.
Det er en udbredt og almindeligt accepteret historisk myte, at det vigtigste resultat af "Den Store Landbokommissions" arbejde var stavnsbåndets "ophævelse". Men denne myte er ikke korrekt.
Kommissionens arbejde var meget langsomt med gennemførelsen af sine idéer,
da man i nogen grad frygtede, at samfundet skulle gå i opløsning, hvis man på én gang brød
med det gamle system. I det samlede landboreformkompleks er stavnsbåndet i det hele taget en biting,
og det var først med indførelsen af den almindelige værnepligt i 1848, at stavnsbåndet blev
ophævet, da mænd bosiddende på landet derefter havde lov at bosætte sig hvor de ville.
Til et varigt minde om, hvad der er blevet kaldt "Stavnsbåndets ophævelse", rejstes på foranledning
af kredse i København Frihedsstøtten i København som en hyldest til kongemagten.
Det blev begyndelsen til skabelsen af den sejlivede myte om stavnsbåndets ophævelse i 1788.
Stavnsbåndet betød, at de unge mænd på landet ikke uden godsejerens tilladelse kunne forlade
det gods, hvor de var født. Det blev indført med en forordning af 4. februar 1733 som en del af
genindførslen af nationale udskrivninger til militærtjeneste. Stavnsbåndet blev officielt ophævet
i 1788, men var først helt afviklet i 1800.
Baggrunden for indførelsen:
Pligten til at springe soldat hvilede kun på den mandlige del af landbefolkningen.
Det var godsejerens pligt at sørge for, at der fra hvert lægde, som i første omgang var et stykke
land svarende til 20 tønder hartkorn, stillede et soldateremne for sessionen, som foretog den endelige
udskrivning. Godsejeren kunne pålægges en bøde, hvis der ikke stillede en karl fra hvert lægde.
Til gengæld krævede han at få ret til at holde karlene tilbage, da de ellers ville rejse, når de blev
udpeget til session.
Dette var den formelle forklaring på stavnsbåndets indførelse.
En anden måske dybere liggende forklaring er, at stavnsbåndet var en del af den krisepakke, som
regeringen udsendte for at afbøde de værste følger af 1730’ernes landbrugskrise.
Landbruget kunne ikke afsætte sine varer, som derfor faldt i pris med alt, hvad det indebar af følger
for ejerne af landbrugsejendomme. Karlene ønskede under disse vilkår ikke at overtage godsejerens fæstegårde, da det kun ville bringe økonomisk elendighed over dem.
Så hellere søge lykken andre steder. Derfor havde godsejerne brug for et stavnsbånd, der kunne
forhindre karlene i at forlade godset.
Tidligere bånd på landbefolkningen:
På den sjællandske øgruppe havde man siden 1490’erne haft vornedskabet, som også bandt
til stavn – som det tekniske udtryk var. Men det gjaldt i modsætning til stavnsbåndet fra 1733 i den
mandlige landbefolknings hele levetid. Og det var forbundet med en pligt til at overtage den fæstegård,
godsejeren ønskede. Frederik 4 havde ophævet vornedskabet i 1702, men kun på den måde, at det
ikke skulle omfatte de drenge, der blev født efter hans regeringstiltrædelse i 1699.
Det udløb altså først efterhånden. Der var således stadig vornede mænd på Sjælland, da det
nye stavnsbånd blev indført i 1733.
Under det tidligere udskrivningsvæsen 1701-30 havde den karl, der var udtaget til soldat heller ikke
kunnet forlade det gods, hvorfra han var blevet udtaget til soldat.
Men det var blot i de seks år, hvor han var soldat. Det var længe nok, men fik dog ende.
Hvad betød stavnsbåndet?:
Stavnsbåndet fra 1733 indebar at en karl i alderen 14 – 36 år ikke kunne forlade det gods, som han
hørte under ved fødselen. Denne aldersgrænse ændredes op igennem århundredet.
Fra 1742 (forordning af 12. oktober 1742) var det fra 9 til 40 år.
Og fra 1764 (forordning af 13. april 1764) var det allerede fra, den lille dreng var 4 år gammel.
Han kunne altså ikke søge ind på et gods, hvor løn- eller arbejdsforhold var bedre, end hvor han
hørte til. Han kunne heller ikke opnå fæste på et andet gods, med mindre hans egen godsejer billigede det.
Karlen behøvede ikke nødvendigvis at blive udskrevet til soldat i perioden.
Han var alligevel bundet til stavnen. Hvis godsejeren gav sin tilladelse hertil, var det muligt at
opnå et fripas fra godset, som karlen ofte måtte betale dyrt for.
Det var dog aldrig en ret karlene havde, kun en nådesbevisning fra deres godsejer.
Det var kun drengene og karlene, der var bundet. Stavnsbåndet omfattede ikke kvinderne, selvom flere godsejere forsøgte at få det udvidet til dem.
Mange karle tog sagen i egen hånd og stak af – rømmede som det hed. Det var farligt, for de blev
naturligvis efterlyst. Blev de pågrebet, blev de sendt tilbage til godset.
Formentlig har der været meget forskellig tradition fra egn til egn både med hensyn til
fripaskøb og rømning.
Det var lettere at stikke af, hvis man boede i nærheden af en købstad, der lokkede med mange muligheder. Eller hvis man boede i mindre befolkningstætte områder med handelsrelationer til Slesvig-Holsten eller Holland. Så kunne den stavnsbundne karl følge med en studedrift sydpå, for derefter at glemme at komme
tilbage.
I reformperioden fra slutningen af 1700-tallet blev stavnsbåndet opfattet som symbol på de
vanskelige vilkår, bondestanden levede under.
Under indtryk dels af de nye oplysningstanker ude i Europa om lighed og frihed, rejste der
sig mange røster om at ophæve dette stavnsbånd. Nogle af debattørerne i reformdiskussionerne i
slutningen af det 18. århundrede mente, at stavnsbåndets ophævelse var den eneste nødvendige
reform for bønderne. For når karlene frit kunne rejse, ville de søge til godser med gode forhold.
Den godsejer, der ikke kunne få arbejdskraft, måtte nødvendigvis lette arbejds– og levevilkårene for
at kunne tiltrække arbejdskraft. Men andre reformatorer - også med sæde i regeringen - var klar over, at det ikke var nok.
Hvorom alting er, så blev stavnsbåndet ophævet med forordningen af 20. juni 1788.
Det skete atter ved en udskrivningslov som ved indførelsen i 1733. Nu var bondestanden fri, lød det.
Men det skete dog ikke lige på en gang. Den bundne periode for den enkelte person blev i første omgang
ændret til den oprindelige fra 1733: 14 – 36 år. Først ved år 1800 var stavnsbåndet ophævet for alle.
Til minde om stavnsbåndets ophævelse rejstes Frihedsstøtten på Vesterbrogade i København i 1792.
Stavnsbånd, binding af de 14-36-årige mænd af bondestanden til det gods, hvor de var hjemmehørende, indført med forordning af 4.2.1733; bindingen udvidedes i 1742 til at gælde 9-40-årige og i 1764 til 4-40-årige.
Stavnsbåndet begrundedes i hensynet til, at godsejerne, der forestod udskrivningen af de værnepligtige, kunne have tilstrækkeligt mandskab; det var imidlertid utvivlsomt lige så meget dikteret af godsejernes behov for arbejdskraft og unge til at fæste ledige gårde og huse.
Stavnsbåndet indskærpede en udbredt praksis, som var etableret med indførelsen af en landmilits i 1701, hvorefter de værnepligtige unge af bondestanden skulle have godsejerens tilladelse til at flytte.
Stavnsbåndet falder i tråd med periodens almindelige styrkelse af godsejernes personretlige
myndighed over deres fæstere. Ophævelsen af stavnsbåndet, der var undergravet ved udbredelsen af bondeselvejet fra 1760'erne, skete ved forordning 20.6.1788.
Afviklingen skete dog ikke med det samme, og først ved år 1800 var det ophævet for alle.
LYDKLIP:
Stavnsbåndet | |
File Size: | 265 kb |
File Type: | wma |