Den franske revolution
Starten på revolution I 1780-erne var Frankrig i blandt en af de store nationer i Europa. Befolkningen på 26 millioner var næsten 3 gange så stor, som landets nærmeste rival, Storbritannien. Frankrig havde for nylig, med held, været indblandet i krig mod Storbritannien, idet man var kommet de amerikanske kolonister til hjælp i uafhængighedskrigen 1775-1783). Dog var Frankrigs tilsyneladende stærke positioner svækket af alvorlige. Den første store krise var en desperat mangel på penge . Den Franske revolution havde brugt en formue under den amerikanske uafhængighedskrig. En række forskellige finansminister havde lånt enorme summer for at holde landet sammen. I midten af 1780-erne stod det imidlertid klart, at Frankrig var på randen af fallit. Franskmændene skulle betalte skat, så Kongen og hans ministre besluttede at øge skatterne på grund af mangel af penge. Det Franske system var specielt uretfærdig. Systemet var delt op i tre grupper, de blev kaldet stænder. Tredje stand skulle betale mest for at indbringe penge til staten. Standene I årene op til revolutionen var Frankrigs befolkning delt op i tre stande, dem vil vi komme nærmere ind på her. Denne stand var kirkens folk, de gejstlige, men også her var der stor forskel mellem rige og fattige. Alle de højeste poster i kirken var besat med adelige. Mange af dem boede i Versailles og kom kun sjældent i deres kirker og klostre. Det liv, de førte ved konges hof, lignede fuldstændigt de rige adelsmænds. Kirkens folk havde de samme rettigheder som de adelige, og de skulle heller ikke betale skat.
Størstedelen Af præsterne var dog fattige og forarmede, de var tilknyttet til kirkerne på landet og måtte leve af en fas løn, som var meget lille. Den afgift, tiende, som bønderne betalte til kirken, gik til biskopperne, abbederne og de andre af adelig af afstamning. De fleste præster følte sig mere knyttet til bønderne og borgerne end til adelen. Præsterne spillede en stor rolle i menneskers liv. De døbte børnene, viede ægtefolk og begravede de døde. Præsterne og deres hjælpere skulle sørge for, at folk blev oplært i den katolske tro, at de regelmæssigt
gik til gudstjeneste, og at de betalte tiende til tiden. De oprettede hospitaler og fattighuse, her oplevede de den elendighed og fattigdom, som de fleste mennesker levede under.
Da revolutionen begyndte i 1789, var det ikke sært, at de fleste præster sluttede sig sammen med borgere og bønder mod de adelige. Hvis de ikke var med de adelige, var de imod dem, og de der var imod dem blev halshugget. Den vigtigste stand før 1989 var andenstanden. Når en person tilhørte den, havde han en masse rettigheder, som han var født til. Han måtte bære våben, han og hans familie havde en særlig plads i kirken, han skulle ikke betale skat, han havde jagtret, og han var sikker på at få et højt embede inden for hæren, kirken eller domstolen. Hvis han blev han dømt til døden, blev han halshugget, i stedet for at blive hængt. Det var også en rettighed.
Mange adelige ejede store godser, hvor de kunne opkræve store skatter og forlange, at bønderne arbejdede for dem på deres jord. Det var dog ikke alle adelige der var lige rige. De fornemste boede en stor del af året i Versailles i nærheden af kongen. De var en del af hans hof, de tog på jagt med ham, gik til hofballer, i teatret og til koncerter, og nogle af dem var med i kongens regering som ministre. Det var dyrt at leve ved hoffet, nogle af adelsmændene fik løn af kongen, men de fleste måtte selv betale udgifterne. De måtte leje eller bygge fornemme palæer med plads til og hundrede tjenestefolk, kuske, kokke, påklædersker, skræddere, syersker, skytter, osv. De måtte hver anskaffe sig vogne og heste, service og sølvtøj til store middage, som de måtte servere hver dag, med de fineste retter og de dyreste vine for masser af gæster. Desuden var tøjet af stor betydning. Især kvinderne måtte følge den nyeste mode, og den skiftede hele tiden. Der skulle være tøj til enhver lejlighed, og det betød at kvinderne ejede hundrede af kjoler, sko, hatte og sjaler. Den engelske forfatter Charles Dickens, har i sin bog om den franske revolution, ”To byer”, beskrevet dagligdagen for en rigmand på denne ”Greven, en af de fornemmeste ved hoffet, gav audiens i sit prægtige palæ i Paris. Greven befandt sig i sine private værelse, medens hans ydmyge tilbereder ventede udenfor. Greven var i gang med at nyde sin morgen chokolade, den kunne han få ned ved hjælp af fire stærke mænd og sin kok, ja det var nødvendigt med fire personer. Alle klædt i guld og silke. Den første lakaj bar højtideligt chokoladen ind, den anden rørte i chokoladen og fik den til at skumme med et lille instrument, som han brugt til dette. Den tredje lakaj overrakte med dybe buk servietten, mens den fjerde skænkede chokoladen op. Det ville være umuligt for Greven at undvære en eneste af disse chokolade tjenere, hvis hans fornemhed ikke skulle lide skade.”
Tredje standen: Den store stand. Tredje standen var bønderne og borgerne. Af Frankrigs 24 millioner indbyggere tilhørte 23 millioner denne stand. Det store flertal ar bønder og landarbejdere, de boede i landsbyer, hvor bønderne ejede deres gen jord, her dyrkede de hvede, rug, havre, byg og vin og holdt forskellige husdyr. Ganske vist var bønderne frie, i modsætning til bønderne i Danmark på samme tid, men de havde svært ved at klare sig alligevel. Deres jordstykker var meget små, og de skulle betale et utal af afgifter til kongen, kirken og adelsmændene. Til kongen skulle de hvert år betale en sum penge i skat. Desuden skulle de holde vejene i stand, være soldater og stille med heste og vogne til byggeri eller transport for kongen. Det værste for dem var dog en særlig skat på salt, som de var nødt til at bruge, for at maden kunne holde sig. Kirken tog sin del af høsten. Hver tiende neg på marken skulle afleveres. Kun en lille del
gik til præsterne, mens resten blev kørt til biskopperne, abbederne og de andre højtstående gejstlige i byerne. Bønderne var dog mest vrede over alt det, de skulle betale til godsejerne, de skulle betale til godsejerne. De skulle betale for at køre på vejene og for at gå på markedet og sælge deres varer. De måtte kun male deres korn, bage deres brød og presse deres vin på godset. Det skulle de også betale for. Desuden havde godsejeren al ret til jagt og fiskeri på deres jord, og bønderne kunne risikere at blive hængt, hvis de skød et dyr i
skoven eller fangede en fisk i floden.
For landarbejderne var livet endnu hårdere end for bønderne, de havde kun deres arbejdskraft at sælge, og den var der ikke altid brug for. For dem var sulten en daglig trussel. Mange af dem søgte ind til byerne i håb om at finde arbejde, men her var mulighederne ikke bedre. De heldigste fik arbejde på fabrikker og værksteder, eller som tjenestefolk, men lønnen var lav, og priserne steg og steg, så selv om både kone og mand arbejdede, kunne familien knap nok overleve. Arbejdsdagen var lang. På de fleste værksteder begyndte arbejderne kl. 4 om morgenen og fortsatte til kl. 8 om aftnen. Også tjenestefolkene måtte stå til rådighed hele dagen. Der skulle gøres rent, vaskes, bages og laves mad fra morgen til aften og der var ikke mange fridage. Charles Dickens beskriver også forholdene for de fattigste: ”Børnene havde gamle ansigter og alvorlige
stemmer, og både deres og de voksnes ansigter stod i sultens tegn. Overalt var sulten tydelig. Sulten kom ud af de høje huse, den var i de usle klædningsstykker, som hang på stænger og snore tværs over gaden, sulten var i hvert eneste stykke usselt brænde. Sulten stirrede ned fra de røgløse skorstenspiber og fór langs den smudsige gade, hvor der ikke var noget spiseligt affald i al skidtet. Sult var skrevet på bagerens hylder blandt de små bitte brød, hos pølsehandleren, hvor man tilberedte døde hunde. Sulten var snittet i små stykker med elendige kartoffelskrællere, der blev stegt i nogle få dråber olie. Sultens tilholdssted var en smal, krum gade, hvorfra andre smalle og krumme gader gik ud. Alle gader var befolket af pjaltede og lasede
folk, alting lugtede pjaltet og laset”.
Ved at dræbe kongen (Kong Louis d. 16) havde de revolutionære demonstreret for den franske folk og for resten verden, at de havde til hensigt at bryde helt med fortiden. Nationen skulle ikke mere styres af en konge, som hævdede at have guddommelige ret til at regere. I stedet skulle det franske folk regere sig selv. Folket skulle vælge repræsentanter, og denne regering skulle gøre, hvad folket ønskede. Over en femårige periode var den gamle måde at lede landet på kendt som ancien regime blevet ødelagt. De mange privilegier, som kongen, adelen og præsterne havde nydt, var blevet renset væk. Forandringerne var så vigtig og dramatiske, at de selv dengang blev kaldt en revolution.
Det er muligt at finde nøjagtige tal, men sandsynligvis blev den henrettet omkring 30.000 mennesker, mens 10.000 døde i fængslerne.
Størstedelen Af præsterne var dog fattige og forarmede, de var tilknyttet til kirkerne på landet og måtte leve af en fas løn, som var meget lille. Den afgift, tiende, som bønderne betalte til kirken, gik til biskopperne, abbederne og de andre af adelig af afstamning. De fleste præster følte sig mere knyttet til bønderne og borgerne end til adelen. Præsterne spillede en stor rolle i menneskers liv. De døbte børnene, viede ægtefolk og begravede de døde. Præsterne og deres hjælpere skulle sørge for, at folk blev oplært i den katolske tro, at de regelmæssigt
gik til gudstjeneste, og at de betalte tiende til tiden. De oprettede hospitaler og fattighuse, her oplevede de den elendighed og fattigdom, som de fleste mennesker levede under.
Da revolutionen begyndte i 1789, var det ikke sært, at de fleste præster sluttede sig sammen med borgere og bønder mod de adelige. Hvis de ikke var med de adelige, var de imod dem, og de der var imod dem blev halshugget. Den vigtigste stand før 1989 var andenstanden. Når en person tilhørte den, havde han en masse rettigheder, som han var født til. Han måtte bære våben, han og hans familie havde en særlig plads i kirken, han skulle ikke betale skat, han havde jagtret, og han var sikker på at få et højt embede inden for hæren, kirken eller domstolen. Hvis han blev han dømt til døden, blev han halshugget, i stedet for at blive hængt. Det var også en rettighed.
Mange adelige ejede store godser, hvor de kunne opkræve store skatter og forlange, at bønderne arbejdede for dem på deres jord. Det var dog ikke alle adelige der var lige rige. De fornemste boede en stor del af året i Versailles i nærheden af kongen. De var en del af hans hof, de tog på jagt med ham, gik til hofballer, i teatret og til koncerter, og nogle af dem var med i kongens regering som ministre. Det var dyrt at leve ved hoffet, nogle af adelsmændene fik løn af kongen, men de fleste måtte selv betale udgifterne. De måtte leje eller bygge fornemme palæer med plads til og hundrede tjenestefolk, kuske, kokke, påklædersker, skræddere, syersker, skytter, osv. De måtte hver anskaffe sig vogne og heste, service og sølvtøj til store middage, som de måtte servere hver dag, med de fineste retter og de dyreste vine for masser af gæster. Desuden var tøjet af stor betydning. Især kvinderne måtte følge den nyeste mode, og den skiftede hele tiden. Der skulle være tøj til enhver lejlighed, og det betød at kvinderne ejede hundrede af kjoler, sko, hatte og sjaler. Den engelske forfatter Charles Dickens, har i sin bog om den franske revolution, ”To byer”, beskrevet dagligdagen for en rigmand på denne ”Greven, en af de fornemmeste ved hoffet, gav audiens i sit prægtige palæ i Paris. Greven befandt sig i sine private værelse, medens hans ydmyge tilbereder ventede udenfor. Greven var i gang med at nyde sin morgen chokolade, den kunne han få ned ved hjælp af fire stærke mænd og sin kok, ja det var nødvendigt med fire personer. Alle klædt i guld og silke. Den første lakaj bar højtideligt chokoladen ind, den anden rørte i chokoladen og fik den til at skumme med et lille instrument, som han brugt til dette. Den tredje lakaj overrakte med dybe buk servietten, mens den fjerde skænkede chokoladen op. Det ville være umuligt for Greven at undvære en eneste af disse chokolade tjenere, hvis hans fornemhed ikke skulle lide skade.”
Tredje standen: Den store stand. Tredje standen var bønderne og borgerne. Af Frankrigs 24 millioner indbyggere tilhørte 23 millioner denne stand. Det store flertal ar bønder og landarbejdere, de boede i landsbyer, hvor bønderne ejede deres gen jord, her dyrkede de hvede, rug, havre, byg og vin og holdt forskellige husdyr. Ganske vist var bønderne frie, i modsætning til bønderne i Danmark på samme tid, men de havde svært ved at klare sig alligevel. Deres jordstykker var meget små, og de skulle betale et utal af afgifter til kongen, kirken og adelsmændene. Til kongen skulle de hvert år betale en sum penge i skat. Desuden skulle de holde vejene i stand, være soldater og stille med heste og vogne til byggeri eller transport for kongen. Det værste for dem var dog en særlig skat på salt, som de var nødt til at bruge, for at maden kunne holde sig. Kirken tog sin del af høsten. Hver tiende neg på marken skulle afleveres. Kun en lille del
gik til præsterne, mens resten blev kørt til biskopperne, abbederne og de andre højtstående gejstlige i byerne. Bønderne var dog mest vrede over alt det, de skulle betale til godsejerne, de skulle betale til godsejerne. De skulle betale for at køre på vejene og for at gå på markedet og sælge deres varer. De måtte kun male deres korn, bage deres brød og presse deres vin på godset. Det skulle de også betale for. Desuden havde godsejeren al ret til jagt og fiskeri på deres jord, og bønderne kunne risikere at blive hængt, hvis de skød et dyr i
skoven eller fangede en fisk i floden.
For landarbejderne var livet endnu hårdere end for bønderne, de havde kun deres arbejdskraft at sælge, og den var der ikke altid brug for. For dem var sulten en daglig trussel. Mange af dem søgte ind til byerne i håb om at finde arbejde, men her var mulighederne ikke bedre. De heldigste fik arbejde på fabrikker og værksteder, eller som tjenestefolk, men lønnen var lav, og priserne steg og steg, så selv om både kone og mand arbejdede, kunne familien knap nok overleve. Arbejdsdagen var lang. På de fleste værksteder begyndte arbejderne kl. 4 om morgenen og fortsatte til kl. 8 om aftnen. Også tjenestefolkene måtte stå til rådighed hele dagen. Der skulle gøres rent, vaskes, bages og laves mad fra morgen til aften og der var ikke mange fridage. Charles Dickens beskriver også forholdene for de fattigste: ”Børnene havde gamle ansigter og alvorlige
stemmer, og både deres og de voksnes ansigter stod i sultens tegn. Overalt var sulten tydelig. Sulten kom ud af de høje huse, den var i de usle klædningsstykker, som hang på stænger og snore tværs over gaden, sulten var i hvert eneste stykke usselt brænde. Sulten stirrede ned fra de røgløse skorstenspiber og fór langs den smudsige gade, hvor der ikke var noget spiseligt affald i al skidtet. Sult var skrevet på bagerens hylder blandt de små bitte brød, hos pølsehandleren, hvor man tilberedte døde hunde. Sulten var snittet i små stykker med elendige kartoffelskrællere, der blev stegt i nogle få dråber olie. Sultens tilholdssted var en smal, krum gade, hvorfra andre smalle og krumme gader gik ud. Alle gader var befolket af pjaltede og lasede
folk, alting lugtede pjaltet og laset”.
Ved at dræbe kongen (Kong Louis d. 16) havde de revolutionære demonstreret for den franske folk og for resten verden, at de havde til hensigt at bryde helt med fortiden. Nationen skulle ikke mere styres af en konge, som hævdede at have guddommelige ret til at regere. I stedet skulle det franske folk regere sig selv. Folket skulle vælge repræsentanter, og denne regering skulle gøre, hvad folket ønskede. Over en femårige periode var den gamle måde at lede landet på kendt som ancien regime blevet ødelagt. De mange privilegier, som kongen, adelen og præsterne havde nydt, var blevet renset væk. Forandringerne var så vigtig og dramatiske, at de selv dengang blev kaldt en revolution.
Det er muligt at finde nøjagtige tal, men sandsynligvis blev den henrettet omkring 30.000 mennesker, mens 10.000 døde i fængslerne.